Vores tøjleverandør, Breschel Sport, havde inviteret os til et uformelt besøg i butikken i Herfølge, så vi kunne få mulighed for at se deres totale udvalg af cykeltøj, inkl. cykler med tilbehør.
Når Breschel Sport har været i klubhuset hos os, har de ’kun’ haft cykeltøj med i relation til vores klubdesign samt diverse andre produkter efter eget valg.
Vi var ca. 20 medlemmer, der tog mod tilbuddet. Liss koordinerede med Breschel Sport. De fleste cyklede både frem og tilbage, nogen benyttede sig af S-toget den ene vej (cyklede den anden) medens enkelte kørte dertil i bil.
Efter at være budt velkommen og at have fået kaffe og wienerbrød blev der tid til at se (og prøve) og evt. købe lige netop den/de ting, man ikke kunne leve uden!
Mange varer blev under de hyggelige former nærstuderet (og købt), så det blev en god dag for såvel Breschel Sport som for os fra Café 60+.
Tak for et godt initiativ fra Breschel Sport!
Lørdag den 29. oktober 2022 gennemgik 13 medlemmer af klubben DGI's kaptajnskursus.
Medlemmerne var godt fordelt på klubbens nuværende hold.
Kurset blev gennemført af Kim Høse, som tidligere har holdt kurser i klubben.
Formiddagen gik med teori, herunder kaptajnens rolle, kørsel med GO STIL, trafiksikkerhed, tegn og kommunikation m.v.
Efter frokost afprøvede vi det tillærte i praktik. Der blev bl.a. øvet i kørsel 2 og 2, og 1 og 1.
Alle bestod, og kan herefter virke som kaptajn på de forskellige hold.
DGI har udarbejdet en del Træningsøvelser, som du kan se ved at klikke på her.
Café 60+ har på hjemmesiden www.cafe60plus.dk under fanebladet 'På vejen' beskrevet de regler, som man ønsker bliver fulgt i klubben.
I 2022 gik den store klubtur til Sønderborg.
Vi var i alt 34 deltagere, heraf 5 passive, samt et medlem, der boede privat, og vi var begunstiget af et dejligt varmt vejr alle dage!
Turen var arrangeret af Lennart og Esben og indbefattede morgen- og aftensmad alle dage samt madpakker tirsdag og torsdag. Desværre kom Esben ikke med på turen, da han stadig døjede med helbredet efter hans cykeluheld, (var blevet kørt ned).
På forhånd havde man defineret 3 grupper, der skulle køre hver sin rute, tirsdag og torsdag, med forskellig længde og hastighed.
Vi boede på Danhostel i Sønderborg, med officiel mødetid mandag kl. 16:00, men der kom deltagere både før og efter. De seneste mødte ind ca. 16:45, det var cyklisterne fra Nyborg.
Den første dag, den 15.08., blev 7 cyklister sat af ved MCDonald's i Nyborg for at cykle til Sønderborg via Svendborg og Bøjden – Fynshav, en cykeltur på 99 km. Især strækningen Fra Svendborg til Fåborg var skøn.
Tirsdag kørte vi ud i 3 hold og torsdag kørte vi ud i 4 hold, der var her også et hold ’trætte’, medens de passive begge dage var på sightseeing i en spændende by og i flotte omgivelser.
Bjergtrøjen blev ligeledes uddelt tirsdag, dog med en anden betydning end normalt. Det var for en tur i brombærkrattet ’langt’ nede i grøften, heldigvis uden alvorlige skader!
Onsdagen var cykelfri. Denne dag var planlagt af vores kasserer, Poul Erik Kroll. Vi vidste på forhånd ikke meget om, hvad der skulle ske, så spændingen var naturligvis stor.
Vi mødtes alle kl. 10:00 på Dybbøl Banke, og efter lidt information fra Poul Erik gik vi i forskellige grupper rundt på området, så en del skanser m.m.; meget interessant og meget tankevækkende.
Der var reserveret bord kl. 12:15 på Bistro Grand Mère ved havnefronten! Her fik vi sandwich og øl/vand, sponseret af klubben.
Efter middagen mødtes vi kl. 15:00 til ca. 16:30 hos en niece til Poul Erik, hvor der blev budt på den sønderjyske specialitet ’solæg’ samt champagne, alt sponseret af en ukendt person 😊.
Det var et helt igennem dejligt arrangement. Langt de fleste tog mod til sig og smagte MINDST ½ solæg (forfatteren smagte flere!), og huset ligger med udsigt til Alssund, et pragtfuldt sted.
Vi skiltes efter morgenmaden fredag, nogle skulle på indkøb i Tyskland, nogle videre på ferie, og resten kørte ’bare’ hjem.
Alt i alt var det en rigtig dejlig tur. Det eneste, vi ikke var så begejstrede for, var aftensmaden, den bar for meget præg af, at Vandrerhjemmet ikke selv lavede maden (min formodning).
Stor tak til Lennart og Esben (og Poul Erik) for det fine arrangement.
Nu er jeg bare spændt på, hvorhen turen går næste år.
Torkil
Den 1. marts 2022 afholdt café 60+ igen en klubaften.
24 medlemmer deltog i denne klubaften, den første i lang tid efter Coronaen.
Kim Høse fra DGI talte levende om motivation og kommunikation, og vi blev vist alle lidt udfordrede, også selv om han mente, at vi (i vores alder) nok var rigtig gode til dette, da vi har haft lang tid til at lære det. Han var ikke uden humor!
Han fortalte om de erfaringer, han havde gjort sig, både teoretisk men så sandelig også i praksis. Blandt andet var han for ca. 5 år siden med til at starte Solrød Cykling (deres hjemmeside er www.solrodcykling.dk og den har her i starten af 2022 ca. 120 medlemmer).
Det var ikke nogen let proces, alle kontaktede ham om alt muligt, så til sidst måtte han melde sig ud af bestyrelsen for at få lidt fred.
Dette havde sat hans evner vedr. motivation og kommunikation på stor prøve, men også givet ham en masse erfaring.
Han fremhævede især vigtigheden af at kunne kommunikere og motivere på forskellige måder, alt afhængig af den person, man taler med, da det altid er ’modtageren der betaler’ (som han sagde).
Det var en inspirerende aften, som vi alle, på trods af vores alder, kunne lære meget af.