Tips og tricks

Tips og tricks

Stående: 

 Når man rejser sig op fra siddende til stående, sker der typisk det, at cyklen ryger 10-15 cm bagud. Hvis der ikke enten er advaret om, at man rejser sig, eller at man lige kortvarigt sætter farten op, eller har trukket ud, kan dette medføre, at de bagved kørende ryttere kommer 'op at ride på hinandens hjul', og risikoen for styrt øges betragteligt. Vær derfor påpasselig, når der skiftes fra siddende til stående.

 

Opbremsninger: 

Brems forsigtigt/gradvist (hvis det er muligt), så bagvedkørende ryttere kan nå at reagere på opbremsningen, og giv besked.

 

Efter sving: 

Der er en tilbøjelighed til, at de forreste ryttere accelererer for kraftigt efter et sving. Accelerationen er selvfølgelig for igen at få gruppen hurtigt op i samme fart som før svinget, men er accelerationen for kraftig, sættes de bageste ryttere af, og de skal så bruge ekstra kræfter på at komme op til gruppen igen.

Det er således en fin balance for de forreste ryttere at finde den rigtige acceleration/fart lige efter et sving.

 



Acceleration: 

 Accelerer langsomt/gradvist, så bagvedkørende kan følge med op i fart. Accelereres for hurtigt, opstår der huller, og bagvedliggende ryttere får ikke gavn af læ-effekten.

 

I sving: 

Er der gode oversigtsforhold i forbindelse med svingningen (og er svingningen ikke for skarp), kan der med fordel trædes igennem svinget. Dette giver et bedre flow gennem svinget, og udgangsfarten er højere (= der skal bruges færre kræfter på igen at komme op i tempoet fra før svinget).

Hold til højre, hold til højre, hold til højre. Især i sving og på bakker.

Husk - vi kører ud sammen, og vi kører hjem sammen.